-
Medie fremlægger Trumps hemmelige plan for krigen i Ukraine – og den foruroliger eksperter
Источник: BDK Borsnyt / 08 апр 2024 07:52:09 America/New_York
USAs tidligere præsident og nuværende præsidentkandidat Donald Trump har ofte pralet med, at han kunne forhandle en fredsaftale mellem Rusland og Ukraine på plads inden for 24 timer, hvis han bliver genvalgt. Han har ikke ønsket offentligt at afsløre, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Men nu hævder The Washington Post at have fået et indblik i den hemmelige plan. Planen kredser sig særligt om, at Ukraine skal presses til at afgive land til Rusland. Det har Trump sagt under private samtaler ifølge personer bekendt med planen, skriver den amerikanske avis. Planen, der hidtil kun er blevet diskuteret med få udvalgte kilder, er ifølge avisen de første konkrete bud på, hvordan Donald Trump potentielt vil forsøge at skabe fred i Ukraine, hvis han bliver amerikanernes præsident til november. Trumps hemmelige plan, som kilder har udlagt den: Ukraine skal opgive halvøen Krim, som har været besat af Rusland siden 2014. Ukraine skal opgive Donbas-regionen. Store dele af regionen har været besat af Rusland siden 2014. Dele af regionen er kontrolleret af en selverklæret folkerepublik. Trump skulle have sagt, at Ukraine vil acceptere planen, da både Rusland og Ukraine »ikke ønsker at tabe ansigt, de vil have en vej ud af krigen«, forklarer en kilde til The Washington Post. Ekspræsidenten vurderer desuden, fremgår det af afsløringerne, at »dele af Ukraine ville være okay med at være en del af Rusland«. Planen dukkede angiveligt første gang op i november 2023. En talsperson, Karoline Leavitt, har på vegne af Trump kaldt The Washington Posts artikel »fake news«: »Enhver spekulation om præsident Trumps plan kommer fra unavngivne og uinformerede kilder, som ikke har nogen idé om, hvad der foregår, eller hvad der vil ske.« Nej fra Zelenskyj Præsident Volodymyr Zelenskyj har siden krigens start afvist, at det er en mulighed at afgive land til Rusland – heller ikke de dele, som Rusland har besat siden 2014. »Det er en del af det ukrainske samfund. Vi taler om mennesker. De bliver tortureret, de bliver voldtaget, og de bliver dræbt. Det er ikke et spørgsmål om territorium. Det er et spørgsmål om liv, om familier, om børn, om deres historie,« svarede Zelenskyj, da han på en pressekonference i USA i december blev spurgt til muligheden for at afgive land til Rusland. Udenrigspolitiske eksperter advarer mod Trumps plan. Emma Ashford, der er tilknyttet den partipolitisk uafhængige tænketank Stimson Center, beskriver planen som »en frygtelig aftale«. Stimson Center analyserer typisk spørgsmål relateret til global fred. Andre eksperter og kommentatorer – der også tæller republikanske stemmer som senator Lindsey Graham – kalder det et katastrofalt skridt, hvis Ukraine afgiver land til Rusland. Således ville Rusland »belønnes« for at krænke international lov ved at invadere Ukraine. Trumps position repræsenterer »en klar og aktuel fare for USA og Europas sikkerhed«, vurderer Tom Donilon, der var sikkerhedsrådgiver under Barack Obama. »Trumps kommentarer, der opmuntrer Rusland til at gøre, hvad det vil med vores europæiske allierede, er blandt de mest foruroligende og farlige udtalelser fra et større partis præsidentkandidat,« udtaler han til The Washington Post. Trumps USA Som den amerikanske avis påpeger, er Trumps plan på mange måder i tråd med hans tilgang som præsident. Det vakte opsigt, da Trump tidligere på året fik sagt, at Rusland kunne angribe NATO-medlemmer, der undlader at »betale deres kontingent« til forsvarsalliancen. Afsløringerne om Trumps hemmelige plan for fred i Ukraine er langt fra den nuværende amerikanske kurs. Præsident Joe Biden ønsker at yde langsigtet støtte til Ukraine, så landet kan forsvare sig mod Rusland. Støtten skal desuden sikre, at Rusland ikke kan trænge ind i flere lande i Europa. Trump har gentagne gange hævdet, at det, der sker i Ukraine, ikke er en vital amerikansk strategisk interesse, men er isoleret til Europa, som ifølge ham derfor selv bør løse problemet. Eksperter, som The Washington Post har talt med, tvivler på, om Rusland overhovedet vil gå med til den plan, som Trump fremlægger. Russiske styrker har i dag besat langt flere områder end de dele, som ekspræsidenten lægger op til kan blive russiske igen. »Dette er en situation, hvor hvis du er villig til at give en hånd, vil den anden side meget hurtigt have resten af armen,« siger Michael Kofman, analytiker af Rusland-Ukraine-krigen ved Carnegie Endowment for International Peace, til The Washington Post. https://www.berlingske.dk/internationalt/medie-fremlaegger-trumps-hemmelige-plan-for-krigen-i-ukraine-og-den